
Seminar 1:
Det fremmede i det kendte – mod en ny strategi for byrummet, 23. januar 2008
Hensigten med seminar 1
”Det fremmede i det kendte – mod en ny strategi for byrummet” er det første seminar om byens rum som udviklingsstrategi. Det er ment som en inspirerende tour de force gennem de relevante tilgange og strategier, der rører sig i debatten om det offentlige rum i dag.
Eller rettere; de tilgange og strategier som gerne må røre sig i debatten om morgendagens byrum. For formålet med projekt ’Byens rum som udviklingsstrategi’ er at stille spørgsmålstegn ved de tanker, der dominerer byrumsdebatten i dag. Når mange danske byer i dag ligner hinanden, skyldes det, at de gør brug af den samme strategi for at opnå mangfoldighed, oplevelser, kreativitet og det levende. Stik mod hensigten skaber denne strategi ensartede byer, der i deres forgæves kamp for at skille sig ud bliver mere og mere identiske. Der skal i stedet stilles krav om en ny strategisk tænkning om byen, om rummet, om social adfærd og om kroppen, hvor der stilles skarpt på retten og lysten til at agere i det offentlige rum.
Nye redskaber
’Byens rum som udviklingsstrategi’ vil udvikle nye redskaber og tilgange, der kan skabe spændende byer og tilvejebringe det foranderlige, inkluderende, multikulturelle, grænseløse og bæredygtige byrum. Med et tværfagligt greb på byens rum håber vi at åbne for nytænkning og skabe ny debat. Vi ønsker, at forestillinger om det temporære, det fremmede, det virtuelle og det tilblivende bliver integreret i planstrategier. Vi ønsker at udvikle en tilgang, der manøvrerer med den helhed af bygninger, brugere, strategier og rumligheder, der findes i byens offentlige rum. Vi ønsker, at det fremmede og det mangfoldige rent faktisk bliver tænkt ind i strategien for det offentlige rum og integreres som en del af det kendte.
Et inspirerende afsæt
Med en række oplæg om byrum, politik, kunst, socialvidenskab og arkitektur, der tager afsæt i fire byrumsniveauer, vil vi skabe et inspirerende, konstruktivt og inkluderende afsæt for ’Byens rum som udviklingsstrategi’. Derfor dette første seminar.
Læs oplægsholdernes hovedpointer her
Læs opfølgning på seminaret her
Læs programmet her
Download CV'er på oplægsholdere her
Download flyer her
Tilbage